Så langt er vi kommet

Nyheder

 

December 2017

Odder Kommune har nu modtaget de første tilkendegivelser om potentielle placeringer af minivådområder, og er p.t. ved at vurdere dem nærmere. Indtil videre ser det meget lovende ud, og både LOS og Odder Kommune er optimistiske i forhold til at få indsendt en håndfuld gode minivådområde projekter til første ansøgningsrunde i februar-april 2018.

 

Oktober 2017

Oplandskonsulenter tilbyder gratis rådgivning

Rundt i Danmark er oplandskonsulenter nu klar til at rykke ud til landmænd, som overvejer at etablere  et minivådområde, deltage i et vådområdeprojekt eller plante skov. Såvel rådgivning som udgifter til etablering er gratis for landmændene.

Som en del af landbrugspakken, hvor landbruget slap af med undergødskningen, skal landbruget frem til 2021 reducere udledningen af kvælstof med 6.900 tons. Konkret betyder det, at den samlede kvælstofudledning til Norsminde Fjord skal reduceres med 37,1 tons. 

Heraf skal 16,6 tons kvælstof findes ved, at landmænd etablerer virkemidler, som har effekt, ikke bare på egen jord, men for et vandopland. Staten og EU betaler netop nu for, at landmændene etablerer de såkaldte frivillige kollektive virkemidler, som omfatter minivådområder, vådområder og skovrejsning.

- Vi er meget glade for, at vi har fået midler til at ansætte oplandskonsulenter, så landmændene kan få gratis rådgivning. Frivillige kollektive virkemidler er en ny måde at tænke på. Det handler ikke bare om ens egen bedrift, men det vandopland ejendommen ligger i. Derfor er der behov for, at oplandskonsulenterne vejleder de enkelte landmænd, koordinerer indsatsen og sikrer, at de tiltag landmændene iværksætter har en effekt, der batter noget, fortæller afdelingsleder Irene Wiborg, SEGES. 

Oplandskonsulenterne er alle erfarne rådgivere med kendskab til landbruget. De kan hjælpe landmændene med at vælge den indsats og den placering, som giver bedst mening i det enkelte vandopland. De hjælper med at søge tilskud hjem til minivådområder, etablerer kontakt mellem landmænd inden for et vandopland og følger projekterne til dørs. 

- Det er meget vigtigt, at landmændene kommer i gang nu. Jo mere vi får reduceret udledningen af kvælstof med de frivillige målrettede virkemidler, jo mindre bliver behovet for den målrettede regulering, som forventeligt bliver tiltag i markerne, f.eks. flere efterafgrøder, nedsatte gødningsmængder eller braklægning, siger Irene Wiborg. 

På hjemmesiden www.oplandskonsulenterne.dk kan du læse mere om f.eks. placering af minivådområder, etablering af vådområder og skovrejsning. Her finder du også kontaktoplysninger til oplandskonsulenterne. Odder Kommune har et tæt samarbejde med Cammi Aalund Karlslund fra Team Midtjylland. Men du vælger selv hvilken oplandskonsulent i din region, du vil kontakte.

 

Status og proces

Trafiksikkerhedsplanen er vedtaget af Odder byråd den 14. december 2009. Ajourført januar 2013.

Læs mere