Vandplaner

Målsætning og retningslinier for natur- og miljøbeskyttelsen i de tidligere regionplaner erstattes fremover af vandplaner, der favner vandløb, fjorde, kyster, vådområder og grundvandet. Vandplanerne er udarbejdet i henhold til bekendtgørelse af lov nr. 1028 af 20. oktober 2008 om miljømål for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven).

Planerne indeholder indsatsprogrammer med henblik på at sikre, at de fastsatte kvalitetsmålsætninger kan opfyldes senest i år 2015. Som udgangspunkt skal alle vandområder i 2015 have opfyldt kravene til mindst "god tilstand". Begrebet "god tilstand" beskrives dels ud fra mængden (den kvantitative tilstand) og dels ud fra vandkvaliteten (den kemiske og bakteriologiske tilstand).

Indvinding af grundvand til almindelig vandforsyning prioriteres højest i vandplanerne.

I områder, hvor vandressourcen ikke er tilstrækkelig til at tilgodese alle behov prioriteres vandressourcen efter følgende:

  • Befolkningens almene vandforsyning, som omfatter bl.a. husholdning og institutioner
  • Opretholdelse af en miljømæssig acceptabel vandføring og vandstand i vandløb
  • Andre formål, f.eks. vandforbrugende industrier, vanding i jordbrugserhverv, golfbaner m.m.

Vandplanerne er offentliggjort den 22. december 2011 og ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet i 2012. Vandplanerne er sendt i høring igen i 2013 og i i 2014. Vandplanerne blev vedtaget i efteråret 2014.

Vandplanerne indeholder bindende rammer for kommunens fremtidige vandhandleplaner.

Størstedelen af Odder Kommune er omfattet af vandplan 1.9 Horsens Fjord. En mindre del af kommunens areal ved Torrild er omfattet af to vandplaner hhv. 1.5 Randers Fjord og 1.7 Århus Bugt.

For Hovedvandoplandet Horsens Fjord påvirkes en strækning af Odder å og Ulvskov Bæk af vandindvinding. I vandplanen er accepteret en påvirkning af vandløbene svarende til den aktuelle indvinding. De eksisterende indvindingstilladelser til drikkevandsindvinding kan udnyttes frem til tilladelsernes udløb, forudsat at kommunalbestyrelsen til enhver tid sørger for at både vandplanens miljømål er opfyldt, specielt for vandløb, samt at vandforsyningslovens formål også er opfyldt. Ved revision af og ved tildeling af nye indvindingstilladelser skal allerede iværksatte (kommunale og tidligere amtslige) kompenserende tilførsler af vand til vandløb vurderes på ny, og tilladelserne skal vurderes i sammenhæng med øvrige tilladelser i oplandet og vandplanens miljømål. I perioden 2010-2015 foreslåes ingen indsats.

 

Status og proces

Vandforsyningsplan 2016 er godkendt af Odder Byråd den 30. maj 2016.