Offentliggøre analyseresultater

Retningslinje

Et alment vandforsyningsanlæg skal stille den nødvendige information om vandforsyningen og drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne. Informationen skal mindst indeholde oplysninger om

  • Vandforsyningens navn, adresse, telefonnummer, e-post, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner,
  • Forsyningsområder,
  • Indvindingsmængder og områder, hvor vandet indvindes fra,
  • Vandbehandling på vandforsyningsanlægget,
  • Drikkevandets kvalitet i relation til grænseværdier eller kvalitetskrav fastsat ved vilkår i indvindingstilladelsen, herunder antal og resultater af samtlige analyser, der er foretaget i henhold til denne bekendtgørelse og vilkår i indvindingstilladelsen, og
  • En generel beskrivelse af drikkevandets kvalitet, herunder værdier for almindelige parametre såsom hårdhed, jern, mangan og mikrobiologisk kvalitet, værdier for parametre af særlig lokal betydning, såsom nitrat, nikkel og fluorid, samt oplysninger om overskridelser af grænseværdier eller kvalitetskrav fastsat ved vilkår i indvindingstilladelsen.

 

Redegørelse

Ejeren af det almene vandforsyningsanlæg skal mindst én gang om året opdatere ovenstående oplysninger.

Informationen skal være tilgængelig på vandforsyningens hjemmeside eller mindst én gang om året offentliggøres i et trykt medie, som er til rådighed for alle forbrugere af vand fra det almene vandforsyningsanlæg, f.eks. et omdelt lokalblad, en lokal vejviser eller en husstandsomdelt folder. Det skal fremgå af det offentliggjorte, hvor og hvordan forbrugeren kan indhente yderligere oplysninger.

 

Status og proces

Vandforsyningsplan 2016 er godkendt af Odder Byråd den 30. maj 2016.