Odder Kommune vil påtage sig sin del af ansvaret for at standse tilbagegangen af biodiversitet. Denne biodiversitetsplan skal bidrage til, at kommunen opfylder sit ansvar med at beskytte naturen, og samtidig styrker indsatsen for at skabe bedre forhold og levesteder for de vilde planter og dyr.
Naturen er i dag under pres mange steder pga. menneskelige aktiviteter. Flere steder er vilde planter og dyr samt deres levesteder i fare for at forsvinde. Det kræver derfor aktiv handling at beskytte og bevare vores naturværdier.
Kommunen, som arealforvalter og myndighed, kan ikke løse opgaven alene. Hvis det skal lykkes at standse tilbagegangen af biodiversitet i vores kommune, er det en nødvendig erkendelse, at det er et fælles projekt, som også kræver en aktiv indsats fra dig, din grundejerforening, din skole, din arbejdsplads, din virksomhed m.fl.. Et fælles projekt der vil være en direkte fortsættelse af det gode samarbejde, som kommunen allerede har med mange lodsejere, naturplejere og frivillige.
Biodiversitetsplanen skal bruges både som mål for, at Odder Kommune bevarer, udvikler og genskaber vild natur, men biodiversitetsplanen er også til jer, hvor I kan søge oplysninger og inspiration til at skabe bedre livsbetingelser for den vilde natur på jeres egne arealer både i byen og på landet, i skoven og ved kysten.
God fornøjelse.
MTK-udvalget og Grønt Råd