Indledning

Hvad er biodiversitet?

Biodiversitet, også kaldet den biologiske mangfoldighed, er variationen af dyr, planter, bakterier og svampe i naturen. Den omfatter variationen indenfor arterne (den genetiske) og imellem arterne samt variationen af økosystemer. 

Hvorfor er biodiversitet vigtig for os?

Biodiversiteten er i sig selv værdifuld, da den repræsenterer det mangfoldige liv, som igennem millioner af år har udviklet sig på kloden.

Biodiversiteten er også grundlaget for de økosystemer, som opretholder de levende organismer, herunder os selv. Vi er afhængig af, at økosystemerne yder os en række funktioner og ressourcer som ren luft, vand, fødevarer, filtrering af forurening, klimaregulering, naturlige stoffer til ny medicin, mental afslapning osv.

Hvis vi mister biodiversitet, betyder det ikke kun, at vi mister sjældne planter og dyr. Det betyder, at økosystemerne som helhed producerer mindre og er mere sårbare over for udefrakommende påvirkninger.

Formål med biodiversitetsplanen

I dag er den vilde natur mange steder trængt. En lang række vilde arter, der tidligere var almindelige i Danmark og resten af verden er i tilbagegang. Vi kan ikke bremse verdens tilbagegang i biodiversitet med denne plan, men vi kan gøre en lokal forskel.

Formålet med denne biodiversitetsplan er at skabe en rigere og bedre natur i Odder Kommune, samt at skabe en øget bevidsthed om værdien af natur og biodiversitet blandt kommunens borgere, for i fællesskab at opnå målet om øget biodiversitet.

Biodiversitetsplanen skal, gennem formidling og målsætninger, fremme forståelsen for naturværdierne og prioritere en styrket naturindsats i Odder Kommune. Biodiversitetsplanen beskriver en række indsatsområder, hvor biodiversitet kan tænkes ind. Planen er målrettet kommunens forvaltningsområder og politikere, men præsenterer også en 'værktøjskasse' der kan bruges af private haveejere, sommerhusejere, skovejere, landmænd, virksomheder, institutioner og foreninger m.m., som en hjælp til at omlægge til en mere naturvenlig drift i haver, parker og andre grønne arealer, skove og i agerlandet.

Biodiversitetsplanen skal bruges som et væsentligt bidrag til at nå målene i en række planer, både internationale, nationale og lokale:

• Danmark er som part til biodiversitetskonventionen forpligtet til at have en national biodiversitetsstrategi og har endvidere tilsluttet sig FN´s og EU’s mål om at standse tilbagegangen af biodiversiteten og dens økosystemer inden 2020

• FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG, Sustainable Developmental Goals, New York 2015. http://un.dk/da/om-fn/verdensmaalene ). Denne ambitiøse udviklingsdagsorden skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for mennesker, økosystemer, biodiversitet og Jorden. Odder Kommune har fokus på disse mål og biodiversitetsplanen vil arbejde aktivt og positivt for en række af verdensmålene

• Nationale mål fra Natura 2000-Planer og Vandområdeplaner

• Odder Kommunes lokale planer f.eks. "Plan for Klimakommune Plus", "Plan for forvaltning af grøftekanter", "Det Grønne Danmarkskort", naturplejeplaner m.m..

• Byrådets 3 politikker om ”Det gode liv”, ”Vækst og udvikling” og ”Bæredygtig økonomisk udvikling”.

Baggrund for biodiversitetsplanen

Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet offentliggjorde i januar 2017 et Naturkapitalindeks for alle Danmarks kommuner. Naturkapitalindekset er et udtryk for, hvor stor en biodiversitet, der er i kommunen. I undersøgelsen opnåede Odder Kommune en placering som nr. 71 ud af landets 98 kommuner.

På baggrund af Odder Kommunes placering i denne undersøgelse rejste Danmarks Naturfredningsforening, afdeling Odder, spørgsmålet om, hvorvidt Odder Kommune skulle have en biodiversitetsplan, på Grønt Råds møde i maj 2017.

Spørgsmålet blev bragt videre til det daværende Miljø- og Teknikudvalg, der besluttede, at der skulle udarbejdes en biodiversitetsplan.

Arbejdet med biodiversitetsplanen blev i januar 2019 indledt med et velbesøgt inspirationsmøde i Pakhuset i Odder, hvor Philip Hahn-Petersen fra Habitats/Vild med Vilje og Anne Erland Eskildsen fra Seges præsenterede spændende oplæg om, hvad vi kan gøre for at forbedre det vilde dyre- og planteliv omkring os.

Fotos fra inspirationsmøde i Pakhuset i Odder med ca. 125 deltagere. Der blev serveret forfriskninger i form af tangsnacks og ristede melorme.

Inspirationsmødet var startskuddet til en offentlig forhøringsfase, hvor alle borgere fik mulighed for at indsende deres input til en biodiversitetsplan

Efterfølgende blev der afholdt workshops, hvor Miljø-, Teknik-, og Klimaudvalget og Grønt Råd fik mulighed for at bidrage med deres idéer.

Indholdet i biodiversitetsplanen er i høj grad resultatet af de idéer og forslag, der er kommet i forbindelse med den offentlige forhøring og workshoppen.

Odder Kommune har i forbindelse med forhøringsfasen modtaget forslag til konkrete naturforbedrende indsatser. Forvaltningen vil vurdere om indsatserne kan blive  optaget i Odder kommunes Idékatalog med natur- og miljøprojekter. 

Sammenhæng til øvrige planer

Biodiversitetsplanen har bl.a. til formål at fungere som en overordet plan, der samler og skaber overblik over alle kommunens planer, strategier og politikker, der hver især indeholder naturhensyn for at fremme biodiversiteten. 

Eksisterende planer

I biodiversitetsplanen er der en handleplan, som bl.a. indeholder en oversigt over alle kommunens planer og strategier, hvori biodiversitet og naturindhold/hensyn indgår, og som medvirker til at forbedre biodiversiteten.  Det er f.eks. "Plan for forvaltning af grøftekanter", "Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo" og "Plan for klimakommuneplus". Idékataloget, hvor der er beskrevet konkrete naturprojekter, både rekreative og naturforbedrende, indgår også i denne oversigt.

I nye lokalplaner indbygges en række grønne hensyn til rekreativ værdi og øget biodiversitet i området. Ved revision af Kommuneplanen indgår biodiversitet bl.a. ved opdatering af det grønne danmarkskort. 

Nye planer

I handleplanen vil der derudover fremgå forslag til nye planer med retningslinjer for styrkede naturindsatser i kommunen. Indsatser der skal gennemføres for at nå målene i biodiversitetsplanen. Forslagene bliver fremsat af forvaltningen til efterfølgende politisk behandling af kommunens Miljø-, Teknik- og Klimaudvalg.

Pulje til bæredygtig kommune

Byrådet har siden 2018 afsat midler til Bæredygtig kommune. Tildeling af midler herfra betyder, at indsatsen for at fremme biodiversiteten allerede er godt i gang. F.eks. er der igangsat et projekt ”Flere blomster i Odder” som ved en ændret drift og etablering af blomster, buske og træer på de grønne arealer, skal give flere blomster til glæde for bestøvere og borgerne. Midlerne har også gjort det muligt at igangsætte helårsgræsning på kommunalt ejede beskyttede naturarealer.

Midler fra Bæredygtig Kommune kan bidrage til en fortsat indsats for at øge biodiversiteten i Odder Kommune og indfri målene i denne biodiversitetsplan.

Naturkapital

I 2017 undersøgte forskere fra Aarhus Universitet (DCE) omfanget og kvaliteten af naturen i landets 98 kommuner, opgjort som naturkapital. Naturkapitalen angives med en score mellem 0 og 100 point. Jo flere point, des højere naturkapital.

På figuren herunder ses naturkapitalen for Odder Kommune.

Scoren afhænger af, hvor meget natur og landbrugsareal, der er i kommunen, og naturværdien heraf. Naturen i Odder Kommune scorer 17 point, og kommunen ligger nr. 71 på den landsdækkende liste over kommunernes naturkapital.

Odder defineres som en landbrugskommune, da ca. 69 % af kommunens areal er landbrugsareal med lav naturværdi. De lysåbne naturtyper udgør 5 % af kommunens areal fordelt på 0,5 % hede/overdrev, 4 % eng/mose (inkl. strandeng) og 0,5 % søer. Hede/overdrev rummer naturværdier af regional betydning, mens naturværdierne på eng/mose og i søer er af regional til national betydning. Ca. 13 % af kommunens areal er skov og disse rummer naturværdier af regional betydning.

Den høje andel af landbrugsareal i Odder Kommune gør det svært at opnå en højere score. Kortlægning af arter, herunder sjældne, samt en fælles målrettet indsats for øget biodiversitet, kan øge kommunens naturkapital.  

Her kan du læse mere om naturkapital 

Apps til at registrere biodiversitet

Ved hjælp af disse App´s kan du registrere arter og dermed bidrage til at kortlægge den biodiversitet, vi har i Odder Kommune:

Naturbasen:
https://www.naturbasen.dk/


Naturtjek:
http://www.biodiversitet.nu/

 

INaturalist:

https://www.inaturalist.org/