Bilag IV-arter - fotos efterlyses

Dyre- og plantearter, der er opført på habitatdirektivets Bilag IV, er særligt truede og sårbare i EU, og kræver derfor en særlig beskyttelse. Bilag IV-arterne er beskyttede både i og udenfor Natura 2000-områderne, og vil ofte være tilknyttet beskyttede naturområder.

Bilag IV-arter i kommunen

I Odder Kommune har vi kendskab til forekomst af følgende Bilag IV-arter: grøn mosaikguldsmed, grønbroget tudse, strandtudse, stor vandsalamander, løvfrø, markfirben, odder, marsvin samt en række flagermus. Der er gjort et enkelt fund af rester af eremit. Derudover er det sandsynligt, at spidssnudet frø findes i kommunen, men der er på nuværende tidspunkt ingen sikre observationer. På kortet herunder ses registreringer af Bilag IV-arter i Odder Kommune.


GRØN MOSAIKGULDSMED (AESHNA VIRIDIS)
Grøn mosaikguldsmed er registreret på en enkelt lokalitet i Odder Kommune.

Kendetegn: Med en kropslængde på ca. 65-75 mm er grøn mosaikguldsmed en af vore store guldsmede. Den har meget brede grønne skulderstriber, ligesom blå mosaikguldsmed. Siden af brystet er klar grøn og afbrydes ikke af kraftige mørke striber modsat de øvrige mosaik-guldsmede. Bagkroppen er typisk for mosaikguldsmede, en mørk/brun baggrund med parvise farvede pletter i bagkroppens længde. Hos hunnen af grøn mosaikguldsmed er disse pletter grønne, hos hannerne er de blå.

Foto af Grøn mosaikguldsmed mangler - har du et?

Forveksling: Den klart største forvekslingsrisiko er med blå mosaikguldsmed, idet hannen af grøn mosaikguldsmed er meget blå i farverne, samt at hunnen af blå mosaikguldsmed er meget grøn i farverne. Grøn mosaikguldsmed er helt grøn på siden af brystet uden mørke tegninger. Ved blå mosaikguldsmed er siden af brystet altid afbrudt af mørke striber.
Grøn mosaikguldsmed kan også forveksles med stor kejserguldsmed, som har de samme farver, er grøn på siden af brystet uden mørke tegninger, og har et mønster på bagkroppen, der overfladisk kan minde om grøn mosaikguldsmeds. En helt tydelig karakter, der skiller stor kejserguldsmed fra mosaikguldsmedene er, at stor kejserguldsmed er helt grøn på skulderne og uden skulderstriber.

Biologi: I Danmark yngler grøn mosaikguldsmed næsten altid i tilknytning til krebseklo, da hunnen lægger æg i denne plante, andre arter som åkande og dunhammer kan dog også bruges. Grøn mosaikguldsmeds tilknytning til krebseklo er ikke helt afklaret, men en mulig forklaring er, at krebseklo er en indikator på rent vand med en mangfoldig smådyrsfauna, og at den yder beskyttelse for guldsmedens larver mod prædation fra fisk.

Levested: Den ses ofte i vandhuller, damme, moser, kanaler og lignende med bestande af krebseklo.

Udbredelse: Grøn mosaikguldsmed findes meget spredt i landet, dog med en koncentreret forekomst i Nordsjælland.

 

GRØNBROGET TUDSE (PSEUDELEPIDALEA VIRIDIS)
I Odder Kommune findes grønbroget tudse på Tunø.

Grønbroget tudse har lidt længere ben end skrubtudse, men ligner den meget i kropsbygning. Hannerne bliver 4,5-6 centimeter lange mens hunnerne bliver 5,5-10 centimeter. I modsætning til skrubtudse har grønbroget tudse gulgrønne øjne. Ryggen, flankerne, hovedet og benene er som regel grålige, cremefarvede eller helt hvide med store grønne plamager og pletter, der er skarpt markerede. Hvert individ har et unikt mønster. Overalt på tudsens overside er der orangerøde vorter. På bugsiden er de grålige, cremefarvede eller hvide, ofte med sorte pletter.

Biologi: Dyrene yngler som regel i helt åbne, gerne sommerudtørrende vandhuller næsten uden nogen form for vegetation. Når dyrene kommer frem fra dvale, vandrer de mod ynglevandhullerne og holder sig i umiddelbar nærhed af disse. Når temperaturen er højere end 9 grader, kvækker de, og når det ved mørkets frembrud er lunt nok, søger de ud i vandhullet. Æglægningen foregår normalt i maj måned ved temperaturer over 12 grader. Hver hun lægger 2.000-18.000 æg, som klækker i løbet af 3-4 dage og.  Forvandlingen til tudser tager ca. 2 måneder. På en god sæson kan en ny-forvandlet tudse nå at blive op til 3 centimeter lang. De kan blive kønsmodne i løbet af 2 år men oftest tager det 3-4 år. Den årlige dødelighed er på cirka 30 procent.

Haletudse af grønbroget tudse

Levested: Arten lever som regel meget tæt på kysten, i små lavvandede vandhuller, der tørrer ud i løbet af sommeren. Efter parringen holder tudserne til i tæt vegetation på steder med mulighed for at gemme sig for fjender. De kommer frem om aftenen og natten for at søge føde. Dyrene kan vandre adskillige kilometer væk fra vandhullet efter at have parret sig.

Udbredelse: Arten er ret sjælden i Danmark, men kan lokalt være ret talrig. Med få undtagelser er forekomsterne kystnære lokaliteter. Den er kendt fra Samsø, Tunø, Lolland, Falster, Møn, Sydfyn, Nordøstsjælland, Amager, Bornholm og på småøer op til mange kilometer fra fastland, bl.a. Sprogø. Den er i stand til at komme fra ø til ø, på grund af dens tolerance over for saltvand. Den kan f.eks. yngle i vandhuller med op til 8 promille salt.

 

STRANDTUDSE (EPIDALEA CALAMITA)
I Odder kommune er strandtudsen registreret på et par lokaliteter ved Norsminde Fjord.

Kendetegn: Strandtudsen er den mindste af vore tudser og de voksne dyr bliver 4-8 cm.
De udvoksede dyr har en tydelig gul midterstribe på ryggen, som dog kan mangle i enkelte tilfælde. Farven er brunlig, ofte isprængt mørkere pletter, men pletterne er meget mindre og ikke nær så kontrasterende som hos grønbroget tudse. På undersiden af leddene på den længste tå, er der næsten altid parvise knuder, modsat forholdet hos grønbroget tudse, men i lighed med skrubtudse.  Svømmehuden er meget reduceret i forhold til vore 2 andre tudser og kan mangle helt eller delvist. Bagbenene er forholdsvis korte, og ca. af samme længde som kropslængden. Øjets iris er gul til gulgrønlig.

Stemmen er et kraftigt lidt langtrukkent, ret rytmisk gentaget eeerp, eeerp, eeerp, eeerp ......  En enkelt han kan høres på op til 1 km’s afstand.
Æggene lægges i lange slimsnore, der er indtil 8 mm. brede. Æggene ligger i 2 enkeltrækker eller 1 række, når snorene strækkes lidt.
Vore 2 andre tudsearter bevæger sig typisk i små hop, mens strandtudsen typisk piler afsted over en kortere strækning, næsten som en mus.

Strandtudse

Biologi: Strandtudse yngler ofte, men ikke altid kystnært. Det angives, at æggene kan tåle 4 promille salt, haletudserne op til 8 promille og de voksne dyr op til 16 promille. Hvor den findes inde i landet, er dette ofte i endnu aktive eller nyligt nedlagte, ikke "retablerede" råstofgrave. Der går kun ca. 40 dage fra æglægning til forvandling, hvilket må ses som en tilpasning til tilknytningen til temporære vandhuller og pytter som ynglesteder.

Levested: Den findes, hvor der er lav eller sparsom vegetation, der giver fouragerings-muligheder, og "ustabile" forhold i form af soleksponerede pytter og småvandhuller, der opstår kortvarigt, og hvor konkurrencetrykket fra andre padder såvel som prædations-trykket er ret lille. I tørre forår og forsomre, hvor ynglestederne er udtørrede, springes forplantningen ofte over.

Udbredelse: Strandtudse var tidligere vidt udbredt i næsten hele landet, men er gået meget tilbage, især på Øerne, og er næsten forsvundet fra Sjælland. Den er således formentlig helt forsvundet fra Københavnsområdet og Amager-Saltholm. De fleste forekomster er i Nordjylland og Vestjylland, som må betragtes som artens danske kerneområde; flere af disse forekomster er ikke udpræget kystnære.

 

LØVFRØ (HYLA ARBOREA)
Løvfrøen findes i den nordlige del af Odder Kommune og formodes at være spredt hertil fra et genudsættelsesprojekt ved Moesgaard i 1985, hvor bestanden i dag er stor og levedygtig. 

Kendetegn: Løvfrøen har en kropslængde på 3,5-4,5 cm - sjældent op til 5 cm. Hunnen er en anelse større end hannen. Som den eneste danske padde har den hæfteskiver på finger- og tåspidser. Snuden er kort og stump. Den er let genkendelig på sin klare og stærke grønne farve, men kan i koldt vejr og efter endt parring skifte farve til grågrøn eller sortgrøn. Der løber en sortbrun stribe på hver side af kroppen fra næseboret gennem øjet til låret. Stribens forløb bidrager til at gøre øjet mindre synligt. Fra hoften er der en sidegren eller slynge på striben op på ryggen, en såkaldt "hofteslynge". Hofteslyngens forløb er unik for det enkelte individ. Hvor sidestriben grænser op til oversidens grønne grundfarve, er der normalt en gullig zone. Huden på undersiden er kornet og hvidlig til grålig.
Hannen har en veludviklet kvækkepose på struben, som danner en løs hudfold på struben, når den ikke kvækker. Derfor er hannens strube brun, hvorimod hunnens er lys, ligesom resten af undersiden.

Løvfrø på brombær-blad; kvækkeposen fortæller, at der er tale om et hanindivid. Foto: Merete Johannsen

Biologi: Fra sit overvintringssted på land bevæger løvfrøen sig om foråret ned til vandhullet for at yngle. De største forårsvandringer finder sted ved pludselige temperaturstigninger og regn. Når vandtemperaturen er mindst 14 grader sidder hannerne i vandoverfladen om aftenen og natten og danner kor, hvor de kvækker om kap for at tiltrække hunnerne. Deres vedvarende og ru kvækken lyder som "rak-rak-rak-rak" eller "kræk-kræk-kræk-kræk". På 5 meters afstand kan et stort kor på 100-300 hanner kvække ved en lydstyrke på 71-79 dB, mindre kor 55-70 dB. Når selve parringstiden er overstået, fortsætter hannerne med territorial kvækkeaktivitet oppe fra vegetationen. Her kvækker de mere kortvarigt og mindre kraftfuldt, og der er normalt ikke så mange hanner involveret.
Æglægningen begynder først i maj og juni, når vandet er omkring 17 grader.  Æggene afsættes i små kompakte og seje klumper, der er fastgjort til plantedele ca. 10 cm under vandspejlet, men dybden kan svinge mellem 5 og 25 cm. De enkelte æg, som ligger tæt op ad hinanden i den blot 2-3 cm store klump, klækker efter ca. 4 dage. Omkring juli/august forvandler haletudserne sig til små frøer. Efter forvandlingen i løbet af sommeren, bliver de unge løvfrøer landlevende. Efter to overvintringer søger de sædvanligvis ned til vandhullerne for at yngle.
Løvfrøen er inaktiv om dagen, men sidder typisk og soler sig på blade og grene. Den er godt beskyttet mod udtørring pga. de mange slimkirtler i huden, langt flere end nogen anden dansk padde. Når den soler sig, samler den benene tæt ind til kroppen, så dens overflade bliver så lille som muligt, hvilket mindsker fordampningen yderligere.

Levested: Ynglevandhullerne er som udgangspunkt varme, fri for fisk, rene og med god vegetation, men ikke overbegroede og skyggede, og huser adskillige paddearter. De kan være både temporære og permanente, men der skal være lavvandede partier, der kan opvarmes godt af solen. Landhabitaten, som frøerne benytter uden for yngletiden, er typisk soleksponeret buskads i læ såsom brombær, tjørn og hassel, men også anden form for storbladet vegetation, der ikke er for lav. Løvfrøer opholder sig i højder af mere end 1 meter og normalt 2-3 meter, men kan også forekomme højt oppe i buske og træer. Ingen andre danske padder er klatrende som denne. Afstanden fra ynglevandhul til sommerhabitat er typisk op til 600 meter, men kan også være 1 km eller endnu længere. De voksne frøer tilbagelægger denne distance efter yngletiden. Bestandene trives bedst, når denne afstand er lille og forløber via våde enge, levende hegn og lign.
Løvfrøens store mobilitet gør, at den har en god spredningsevne og kan kolonisere nye vandhuller flere km væk fra de eksisterende.

Udbredelse: I Danmark finder vi hovedsagelig arten i afgrænsede sydlige egne. Den er udbredt på Bornholm, i spredte dele af Sjællands sydlige halvdel, på Lolland, i et lille område af det sydvestlige Fyn, på Als, i det sydøstlige Jylland samt omegnen af Århus og derfra sydpå ned mod Odder. Ødelæggelser af både vand- og landhabitater gennem det meste af 1900-tallet medførte meget drastiske tilbagegange for løvfrøen.

 

STOR VANDSALAMANDER (TRITURUS CRISTATUS)
Stor vandsalamander er registreret i tilknytning til vandhuller og søer spredt rundt omkring i Odder Kommune.

Kendetegn: Stor vandsalamander har en længde på 10-15 cm. Ryggen er mørk og bugen svovlgul med sorte pletter. Struben er mørk og kroppen har mange små hvide vorter langs siden. Kønnene kan kendes på kloakkens farve, hvor hunnens er gul og hannens er sort. I yngletiden har hannen desuden en høj og takket rygkam.

Forveksling: Kan forveksles med lille vandsalamander. Denne har dog ofte tre længdestriber på hovedet, lys strube og en længde på 6-10 cm. Bugen er orange i midten og bliver lysere ud mod siderne.

Foto af stor vandsalamander mangler - har du et?


Biologi: Stor vandsalamander er nataktiv. Den overvintrer på land.
Larven fouragerer - i modsætning til lille vandsalamanders larve - i vid udstrækning i den fri vandsøjle frem for ved bunden og mellem vegetationen, og er derfor meget udsat for at blive spist af fisk. Bl.a. derfor findes stor vandsalamander næsten altid i søer og vandhuller, hvor der ikke er fisk.

Levested: Lever ofte nær huse og hegn. Yngler i renvandede vandhuller, også små under 100 m2, og næsten altid, hvor der ikke er fisk. Arten er gået tilbage i antal på grund af forurening og udsætning af fisk og ænder i vandhuller.

Udbredelse: Kan ses i næsten hele landet. Er dog mest almindelig i det østlige Danmark. Den er ret sparsom udbredt nord for Limfjorden, dog tilsyneladende hyppig i Hanstedreservatet.

 

MARKFIRBEN (LACERTA AGILIS)
Markfirben er kun registreret på en enkelt lokalitet i Odder Kommune.

Kendetegn: Markfirben er et kraftigt kortbenet firben med et kort højt hoved og stor og iøjnefaldende øreåbning. Den Bliver op til 23 cm lang, hvor kroppen udgør 6-9 cm. Den er gråbroget på ryggen og siderne har et lysegråt bånd langs siderne. Hunnerne er lidt større end hannerne og om foråret har hannerne grønne sider med mørke pletter. Hannernes grønne farve kan variere en del.

Foto af markfirben mangler - har du et?

Forveksling: Kan forveksles med almindelig firben, men er kraftigere, mere ensartet i farvetegningen (undtagen hannernes grønne forårspragt). Har en markant øreåbning og hovedet er højere og mere trekantet.
Til forskel fra skovfirben kan man i reglen erkende en punkteret linje langs ryggens midte.

Biologi: Hannerne kommer frem af hi i midten af april og hunnerne i midten af maj, og parringstiden er straks i gang. Hunnen lægger æg i midten af juni. Der lægges 6-12 æg der graves 5-10 cm ned et sted, hvor solen kan skinne ned. Æggene klækkes i august-september, men kan gå til grunde i kolde somre. De voksne går i hi i september, men ungerne kan være fremme helt til november. Vinterdvalen foregår i gravegange de selv graver i sydvendte skråninger. Markfirbenet lever primært af græshopper, sommerfuglelarver og biller. Lever i kolonier på mellem 5-40 dyr.

Levested: Ses oftest på steder med løs sandet jord, dvs. heder, klitter og vej- og jernbaneskråninger.

Udbredelse: Findes over hele landet, men ses ikke i et par områder i Jylland, store dele af Lolland-Falster og en del mindre øer. Kendes i det meste af Europa, men da den er æglæggende i modsætning til almindelig firben, kan den ikke klare sig så langt nordpå, og kendes derfor ikke i Norge og kun i det sydlige Sverige.

 

FLAGERMUS:
I Danmark findes 14 arter af flagermus, der alle er opført på habitatdirektivets Bilag IV. Der er dog generelt ringe kendskab til arternes udbredelse, selvom vi ved, at vandflagermus, sydflagermus, langøret flagermus, brunflagermus og dværgflagermus er ret almindelige og udbredte.

Flagermus er især sårbare over for forstyrrelse på ynglepladserne, som i Odder Kommune typisk er hule træer, lofter og lignende hulrum.

 

ODDER (LUTRA LUTRA):
I Odder Kommune er odderen registreret i tilknytning til vandløb og søer spredt rundt omkring i kommunen.

Odderen hører til blandt landets største rovpattedyr. Hannen kan blive op til 130 cm lang og veje op til 13 kg, mens hunnen er noget mindre. Halen udgør godt 1/3 af totallængden. Odderen er tilpasset et liv i vand, og haren langstrakt strømlinet krop med korte ben og svømmehud mellem tæerne. Hovedet er karakteristisk fladt med lange knurhår og med små ører, der kan lukkes når den dykker. Øjne og snude sidder højt på hovedet og den kraftige hals går næsten ud i et med kroppen. Pelsen er mørkebrun med lysere områder på hals og bryst. Pelsen består af et tæt indre lag hår, der binder luft og virker vandskyende og isolerende. samt et ydre lag dækhår, der giver en våd odder et underligt pigget udseende.

foto af Odder mangler - har du et?

Biologi: Odderen kan have mange huler i sit territorium, som hver for sig benyttes i forskellige perioder af året. Der kan være indgange over og under vandet. Odderen kræver meget plads; hannens territorie kan være på mere end 15 km vandløb mens hunnen kan nøjes med noget mindre. Odderen afmærker sit territorium med sine ekskrementer, som med sin duft fortæller de andre oddere om det er en han eller hun og om det er parringstid eller ej. Hannen og hunnen er kun sammen i parringstiden.  Odderen får normalt 3-4 unger årligt - oftest om foråret. Odderen lever af fisk, krebsdyr, padder, krybdyr, æg, fugle og insekter.

Levested: Odderen foretrækker uforstyrrede vandløb eller afsides beliggende næringsrige søer og fjorde med tæt beplantning langs bredderne i form af rørskove, overhængende gamle træer eller kratbevoksninger.

Hvornår ses den: Odderen er nataktiv, om dagen opholder den sig i en hule, under buske eller trærødder, men man kan være heldig at se den tidlig morgen elle lige efter solnedgang.

Udbredelse: Bestanden af Odder er i fremgang efter totalfredning samt brug af faunapassager og stopriste i ruser. Har gennem de seneste 20 år bredt sig til det meste af Jylland og findes enkelte steder på Vestsjælland.

 

MARSVIN (PHOCOENA PHOCOENA)

I Odder Kommune ses marsvin ofte langs kysten.

Kendetegn: er 1,35-1,85 m. lang og vejer 45-55 kg. Tilhører underordenen Tandhvaler (Odontoceti). Pandepartiet skråner jævnt opad og bagud fra overlæben. Rygfinnen lav og trekantet – små hornvorter på rygfinnens forkant. Rygsiden er brunsort til sort og bugsiden hvidlig. Desuden har den en mørk stribe fra mundvigen til luffens forkant. I hver kæbehalvdel 22-28 tænder, der delvis er skjult i tandkødet. Tænderne er afvigende i forhold til andre delfiners spidse tænder, idet deres krone er skiveformet sammentrykt.

Marsvinet ånder ca. fire gange i minuttet. Dykker ned til maksimalt 200 m (men normalt ikke så langt ned) og kan opholde sig under vandet i op til 6-8 minutter (normalt kun omkring 3 minutter). I modsætning til delfiner der kan ses i Nordsøen, springer den normalt ikke helt op af vandet. Ved opdykningen ses den del af ryggen, der ligger foran rygfinnen, derefter glider partiet med finnen frem, og inden den endelige neddykning ses partiet bag rygfinnen. Det samlede indtryk bliver, at dyret har foretaget en kolbøtte, deraf også tilnavnet ”tumleren”. Det norske navn, ”nise”, hentyder til den meget karakteristiske snøften, dyret frembringer ved udåndingen.

Foto af marsvin mangler - har du et?

Færdes ofte i småflokke (hvor hannerne er i overtal) på op til 20 individer nær kysterne, undertiden dog i større flokke. Hunnerne strejfer derimod gerne om alene eller sammen med deres unger.

Foretager regelmæssige vandringer, således bl.a. gennem de danske bælter, gennem hvilke arten om foråret trækker ind i Østersøen og om efteråret tilbage til Nordsøen. Om vinteren bliver der dog mange Marsvin tilbage i Østersøen, hvor der normalt vil findes isfri områder.

Lever overvejende af fisk. Især sild, torsk og makrel, men kan også tage blæksprutter.

Variation: Hunner er gennemgående lidt større end hanner. Unge dyr har i visse områder en mørkere farvetegning end voksne med en diffust markeret mørk stribe på langs af bugens midte.

Forveksling: Øresvin (Tursiops truncatus) – betydeligt større (2,80-4,10 m).

Biologi: Parringstiden er i juli-august. Efter en drægtighedsperiode på 10-11 måneder føder hunnen 1 unge, der vejer 6-8 kg og er 60-80 cm lang. Denne dier i ca. 8 måneder. I en alder af ca. 14 måneder er den kønsmoden.

Man ved ikke, hvor gammelt marsvinet bliver, men med den intensive start i livet, må man formode, at det i naturen har en ringe levealder.

Levested: Nordsøen til vestlige Østersø, sjælden i den øvrige Østersø.

Udbredelse: Findes bl.a. langs Europas kyster fra Hvidehavet og Grønland i nord til Middelhavet i syd. Almindelig i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen. Svømmer jævnligt op ad store og endog mindre floder; undertiden også i andre ferskvande. Det er den eneste almindelige hval i danske farvande.

Løvfrøens kvækken fra Stampmølledalen. Film: Lisette Søgaard.

 

Odder ved et vandhul i Odder by. Film: Erik Thrue og Bjarne Rittig-Rasmussen.