Kommunalt ejede grønne arealer

Odder Kommunes driftsafdeling står for driften af en række kommunalt ejede grønne områder, parker, legepladser og sportspladser m.m. Der er tale om rekreative og grønne åndehuller, som med den rette drift også kan bidrage væsentligt til biodiversiteten.

I indsatsen for at sikre en højere biodiversitet bør det tilstræbes at forbedre områdernes eksisterende funktioner og udnytte potentielle funktioner.  F.eks. kan spiselige planter og planter med nødder, bær og frugter øge biodiversiteten i en park og samtidig skabe værdi for borgere, der gerne vil sanke. Desuden kan der tilføres elementer såsom grupper af træstubbe eller sten for at skabe flere læ- og ynglesteder for de små dyr.

I 2018 er der opstartet et projekt "Flere Blomster i Odder Kommune" i samarbejde mellem Fælles Drift & Service og Team Miljø, som skal skabe en større biodiversitet i byerne. Projektet finansieres af puljen til Bæredygtig kommune.  I projektet arbejdes der bl.a. med ekstensiveret slåning af de grønne arealer, lægning af blomsterløg, anlæg af blomstereng, staudebede, buskadser og trægrupper. Tiltagene skal bidrage til at der er nektar og pollen til bestøverne igennem hele sæsonen og øge udbuddet af levesteder og fødegrundlaget for insekter, smådyr og fugle.

Eksempel på skilt, der har været anvendt på arealer med ekstensiv drift

Den ekstensive slåning af grønne arealer betyder ikke blot, at fødeudbuddet øges i kraft af flere blomster, men også forbedrede ynglemuligheder for insekter, der er afhængige af de vilde planter hele sæsonen for at gennemføre deres livscyklus.

Der blev i 2019 udlagt en række grønne arealer i Odder By, hvor græsset slås ekstensivt, dog klippes brugsarealer intensivt ligesom der også klippes stier gennem større grønne arealer. Allerede det første år med ekstensiv slåning af disse arealer blev der registreret vilde blomster som brunelle, høstborst, tusindfryd, almindelig torskemund, almindelig kællingetand rejnfan, agertidsel, hvidkløver, røllike, blåhat og knopurt m.m.. og en række insekter, som man ikke ville finde på en kortklippet plæne - se faktaboks til højre. Så blomsterne er helt afgørende for bier og andre blomsterelskende insekter i området. 

Almindelig kællingetand med humlebi på en ekstensiv slået plæne i Odder. Der er fundet mere end 140 arter på kællingetand og heraf er 30 helt afhængige af den! Foto: Merete Johannsen

Plæne med ekstensiv slåning i Skoleparken. Græsset omkring bålstedet slås ofte af hensyn til brugerne.  Foto: Merete Johannsen

I forbindelse med projekt "Flere blomster i Odder Kommune" er der også sket forskønnelse af helleanlæg i både Ørting og Hundslund: Her er der lagt blomsterløg, som giver føde til insekterne i det tidlige forår og udsået blomsterfrøblanding, der giver føde til insekter sommeren igennem.

Forårsblomster i helleanlægget i Hundslund. Foto: Merete Johannsen

 

Blomsterblanding udsået i helleanlæg i Ørting. Foto: Merete Johannsen

Projektet er fortsat under udvikling og nye virkemidler til at øge biodiversiteten vil blive taget i brug. Idékatalog med projekter, der kan fremme biodiversiteten på de kommunalt ejede grønne arealer, er under udarbejdelse. 

 

 

Plæner med masser af liv!

Insekter observeret den 23. juli på en plæne med ekstensiv slåning:

  • agerhumle
  • jordhumle sp.
  • stensnyltehumler
  • silkebi sp.  
  • biulv
  • gravehveps sp.
  • honningbier
  • svirrefluer sp.
  • græsrandøje
  • alm. blåfugl