Udfordringer

Tilførsel af overfladevand med næringsstoffer til vandhuller medfører dårlig vandkvalitet og algeopblomstring om sommeren. Vandet bliver uklart og iltindholdet bliver lavt og det kan ende med iltsvind.

Næringsrige vandhuller gror til i dunhammer, tagrør og pilekrat. Hvis de ikke jævnligt bliver oprenset, reduceres vandfladen og lystilførslen til vandet, der er en forudsætning for livet i vandhullerne. 

Udsætning og fodring af ænder, fisk og krebs har en negativ påvirkning på vandhuller. Navnlig fisk æder æg og haletudser fra frøer og tudser og larver fra salamander. Mange ænder tilfører for meget næring, både fra tilskudsfoder og dyrenes efterladenskaber. Med udsætning og fodring af ænder, fisk og krebs skabes økologisk ubalance og algeopblomstring med øget tilgroning af dunhammer, tagrør og pilekrat.

Næringrig sø dækket med andemad. Foto: Lisette Søgaard

Mange insekter og padder i vandhuller kræver varmt vand. Hvis der rundt om vandhullerne vokser træer der skygger, så vandet ikke bliver varmt nok, bliver vandhullerne uegnede både som yngle- og levested for padder og andre smådyr. 

Mange vandhuller er gennem tiden forsvundet, enten fyldt op eller drænet. Isolerede vandhuller reducerer muligheden for at padderne kan sprede sig, og øger risikoen for indavl. 

Hvis landhabitaterne som diger, stendynger, læhegn og små skove forsvinder nær vandhullerne, får det en negativ konsekvens for overvintring af padderne.  

Udformningen af vandhuller har stor betydning for biodiversiteten i og omkring vandhuller. F.eks. har gadekær med stejle brinker ikke en naturlig overgang til land med lavt vand og vegetation, som er et område hvor mange dyr og fugle spiser, ruger, skjuler og hviler sig. Samtidig gør de sejle brinker vandhullet uegnet som ynglested for frøer.

Bassiner til opsamling af vejvand, regnvand fra bebyggelse eller markvand får dårlig vandkvalitet, hvis de modtager store mængder af forurenende stoffer og næringsstoffer.

Bassiner oprenses for at øge deres kapacitet til opmagasinering af vand. Bassiner gror hurtigt til, fordi vandkvaliteten er dårlig og indeholder mange næringsstoffer. Hårdhændet oprensning , hvor man oprenser hele bassinet på en gang, fjerner alle planterne som er levesteder for dyr. Oprensning skal foretages uden for paddernes ynglesæson, for at undgå en negativ påvirkning. 

Hvorfor er udsætning og fodring af ænder dårligt for vandhuller?

Her kan du læse en vejledning om udsætning og fodring af ænder ved vandhuller