Skove og gamle træer

Skove er vigtige, når man taler om biodiversitet, idet de er levested for hovedparten af de danske arter af dyr, planter og svampe. Ca. 44% af de arter på den danske rødliste, som er vurderet som krittsk truede (CR), moderat truede (EN), eller sårbare (VU) findes kun i skovene.

Skovnaturtyper – med deres variation af naturlige levesteder – er derfor afgørende for en meget stor del af Danmarks truede arter. En indsats i danske skove, både private og offentlige er derfor af afgørende betydning for biodiversiteten i Danmark - og Odder Kommune.

Skove med stor biodiversitet indeholder et eller flere af disse elementer:

• Store mængder af dødt ved – liggende men især stående

• Skovlysninger med indre skovbryn

• Mange blomstrende urter

• Høj artsrigdom af hjemmehørende arter af træer og buske – ofte hvidblomstrede

• Mange gamle træer og veterantræer

• Skovmoser, skovsøer og naturlige vandløb

• Naturlige græssere

Fensholt Skov med Stampemølle Bæk i baggrunden. Foto: Merete Johannsen

 

Den danske Rødliste 2019

Den danske Rødliste 2019 er en oversigt over ca. 13.300 danske arter, og rummer information om, hvor truede disse arter er. Hver art er vurderet af nationale eksperter efter internationale kriterier og er henført til en rødlistekategori, som afspejler artens risiko for at uddø: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD), livskraftig (LC), eller ikke relevant (NA). Arter henføres til kategorien ikke vurderet (NE) hvis de ikke vurderes.

For mange arter rummer Den danske Rødliste også information om levesteder, trends, historik mm.

Formålet med at udarbejde en dansk rødliste er at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til at vurdere den nuværende status og udvikling af mangfoldigheden af arter i Danmark. Rødlisten er således et en nøgleindikator for hvordan det går med Danmarks biodiversitet.