Fremtidens klima bliver varmere, vådere og mere ekstremt. Temperaturen i Danmark er steget med 1,5°C siden 1873. I samme periode er nedbøren steget med 15 %. Vintrene er blevet vådere, vi får flere skybrud - som bliver mere intense, og vandstanden i havet vil stige. Siden år 1900 er den globale temperatur steget med ca. 0,8 grader C.
Hovedparten af denne globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Især udslip af CO2 fra afbrænding af kul, olie og gas, men også fældning af skove og større arealer med intensiv landbrugsdrift mv. Hvor meget klimaet vil ændre sig i fremtiden, afhænger af, hvor meget vi i hele verden reducerer udledningen af drivhusgasser.
Klimascenarier
FN's klimapanel tager udgangspunkt i en række scenarier for fremtidens klima. Scenarierne tager udgangspunkt i udviklingen af fremtidens drivhusgasudledning, og dermed koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. DMI har kortlagt klimaændringerne i Danmark ud fra disse scenarier og fremstiller dem i værktøjet Klimaatlas.
Klimapanelet forudser, at den globale middeltemperatur i løbet af 100 år vil stige 0,3- 1,7 °C for det laveste scenarie og 2,6 – 4,8 °C for det højeste.
Denne klimatilpasningsplan tager udgangspunkt i FN’s klimascenarier, og der arbejdes i klimatilpasningsplanen med scenarie RCP 8,5 hvor udledningen af drivhusgasser fortsat stiger og når ca.3,7 °C i år 2100.