Klimatilpasningsplanen spiller sammen med en række andre planer, der tilvejebringes af forskellige myndigheder med flere forskellige formål. På øverste niveau er der vand- og naturplanerne, som indeholder rammer og bindinger, som klimatilpasningsplanen skal overholde.
Planhierarki
På mellemniveauet findes kommuneplanen, som udstikker retningslinjer og rammer for den efterfølgende detailplanlægning i lokalplaner. Ved lovændringer i 2018 blev det vedtaget, at der i planer for områder, der er oversvømmelsestruede, skal beskrives afværgeforanstaltninger i hhv. kommuneplan og lokalplan. I Klimatilpasningsplanen udpeges de oversvømmelsestruede områder.
Derudover er der en stor sammenhæng til kommunens sektorplaner, som kan indeholde vigtige virkemidler til at realisere klimatilpasningsplanen. Dette kunne f.eks. være vandforsyningsplanen, spildevandsplanen eller beredskabsplanen.
Overordnede planer
Vand-, natur- og risikostyringsplaner udgør bindinger for kommunernes klimatilpasningsplaner, men der kan være god grund til at tænke klimatilpasning og f.eks. vådområder i naturplanerne sammen.
Kommuneplan
Klimatilpasningsplanen er en plan, som har indflydelse på kommuneplanen. Klimatilpasningsplanen udpeger områder, hvor der er risiko for oversvømmelser, hvilket der skal tages højde for i kommunens øvrige planlægning.
Kommuneplanen foreskriver kommunens retning i en periode på 12 år. Derfor er der udarbejdet en retningslinje for klimatilpasning, der beskriver hvordan risikoen for oversvømmelse er i kommunen.
Odder Kommune har i Kommuneplan 2021-2033 indarbejdet klimaspørgsmålene i afsnittet ”Mål for udvikling”, hvor der er en klima- og forebyggelsesstrategi. Retningslinjer for klimatilpasning findes i afsnittet ”Byggeri og infrastruktur” og ”Forebyggelse af miljøkonflikter”. Den nye klimatilpasningsplan vil blive en integreret del kommuneplanen via links i de digitale planer, og ved tillæg nr 1 til kommuneplan 2021-2033.
Lokalplaner
Klimatilpasningsplanen er detaljeret ned på et niveau, som kan influere på lokalplanniveauet. I disse tilfælde er der i skemaet, som findes under kapitlet Risikoområder, nævnt, at lokalplanlægningen i vid udstrækning behandler oversvømmelsen.
Sektorplaner
Sektorplanlægningen kan understøtte klimatilpasningsplanen ved både at give stor bredde i planlægningen og ved at indeholde vigtige supplerende virkemidler i realiseringsfasen.
Klimatilpasningsplanen og de udarbejdede risikokort har stor sammenhæng til f.eks. spildevandsplanen. Kloakkens evne til at lede vand væk er en betydende faktor i de bebyggede områder. Derfor er der i klimatilpasningsplanen flere steder, hvor der henvises til blandt andet spildevandsplanens serviceniveau.
I fremtidige revideringer af Odder Kommunes spildevandsplan vil der varetages input fra Klimatilpasningsplanen.
Andre planer
Udviklingsplan for klimatilpasning i Hou blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i 2021. LINK
Her beskrives etapevis tiltag til klimatilpasning i Hou mod stigende havvand, ekstrem nedbør, samt oversvømmelse fra Spøttrup Bæk (bagvand). I udviklingsplanen er resultatet af en omfattende proces med inddragelse af borgere og andre relevante aktører omkring løsninger.
Ved udarbejdelse af analyser og handlingsplaner for Hou jf. Klimatilpasningsplan 2022 skal der ske koordinering mellem de 2 planer, under hensyn til, at Udviklingsplan for klimatilpasningsplan i Hou er udarbejdet under klimascenarie RCP4.5, mens Klimatilpasningsplan 2022 er udarbejdet under klimascenarie RCP8.5. Klimatilpasningsplanen inddrager desuden risiko for oversvømmelse som følge af højtstående grundvand.