Planlægning

Generelt om Planlægning

Det danske plansystem er opbygget hierakisk.  For kommunerne gælder, at den overordnede planlægning er Kommuneplanen og herunder kommer lokalplanerne.

Kommuneplanen er et planredskab, der kan oplyse om værdien af en biologisk mangfoldighed og de skridt der skal tages for at beskytte og udnytte biodiversitet bæredygtigt. Kommuneplanen indeholder emner som:

  • Natur og potentiel natur
  • Naturkvalitet
  • Lavbundsarealer
  • Økologiske forbindelser
  • Internationale naturbeskyttelsesområder
  • Skovrejsning
  • Grønt danmarkskort

Alle er overordnede emner, hvor biodiversitet og værdien heraf kan beskrive i forskellige grader.

I Kommuneplan 2017-2029 har byrådet bl.a. følgende mål, som kan bidrage til at øge biodiversiteten i og omkring byerne:

  • Vil styrke det blå og grønne strøg omkring Odder Å.
  • Vil udvikle nye bydele, udstykninger og boligområder i respekt for landskabet med fokus på kvalitet, grønne kiler, vand og liv.
  • Vil klimasikre nye udstykninger ved at lede regnvandet bort dels ved nedsivning, dels til våde regnvandsbassiner, samt arbejde for at minimere det befæstede areal i lokalplaner.
  • At indpasse boligerne med respekt for og adgang til de eksisterende naturkvaliteter ved udbygning af nye områder.
  • Vil arbejde for etablering af grønne strøg i erhvervsområder i Odder Nord.
  • Vil arbejde for at give de overordnede indfaldsveje til centerområderne i Odder og Hov byer et grønt præg i form af beplantning – allétræer og lignende.

I den kommende kommuneplanperiode vil vi i højere grad tænke biodiversitet ind i de ovenfor beskrevne kommuneplanemner. Desuden vil vi have fokus på at skrive bestemmelser for biodiversitet ind i lokalplaner.

Biodiversitet i Lokalplanlægningen

Lokalplaner med bestemmelser om, at man skal etablere egnskarakteristisk beplantning kan have stor betydning for biodiversiteten. De hjemmehørende træer og buske har en større betydning for fugle og insekter som fødesøgnings- og ynglelokaliteter, end nyindførte træer og buske har. Desuden har de hjemmehørende arter en helt dominerende betydning for de mange sjældne hjemmehørende fugle og insekter

En lokalplan kan også indeholde bestemmelser om, at regnvand skal afledes på overfladen - LAR.  Regnvand afledt på overfladen giver større muligheder for at etablere grønne områder, der ikke kun er beregnet til ”grønne græsplæner”. Der vil være en højere grad af biodiversitet i render og grøfter i form af forskellig flora og med tiden også forskellig fauna.

Lokalplan 1134 for  Bendixminde er et godt eksempel på hvordan der kan indtænkes biodiversitet i planlægningen; Der er planlagt grønne strukturer med fokus på at øge områdets biodiversitet på alle niveauer og skabe forbindelser til de omgivende naturværdier. Der er udlagt grønne kiler, som bindes sammen med de eksisterende naturværdier, overfladevand bortledes via åbne render og grøfter til bassiner med permanent vandspejl og der er mulighed for at etablere ”grønne tage.

En højere grad af biodiversitet kommer også med tiden ved udførelse af en naturvenlig  pleje. Vi kan i lokalplanerne bestemme, at der skal tinglyses en plejeplan for de grønne områder.

Biodiversitet i projekter

Vi kan også tænke biodiversitet ind i projekter. F.eks. klimaprojekter og projekter, der handler om ”grønne og blå strøg”. Når et projekt ”favner” mange områder inden for emner som natur, rekreativ udnyttelse osv. giver projektet ofte en merværdi ud over f.eks. kun at gavne biodiversiteten.  Derved vil der komme mere fokus på biodiversiteten.

Kommuneplan 2017-2029:

http://kommuneplan2017.odder.dk/

Lokalplanlægning med vægt på biodiversitet:

Lokalplan nr. 1134