Fremtidens Klima

Fremtidens klima bliver varmere og mere ekstremt. Temperaturen i Danmark er steget med 1,5°C siden 1873. I samme periode er nedbøren steget med 15 %, derforuden ændringer i vindforhold og vandstande. Siden 1900 er den globale gennemsnitstemperatur steget med ca. 0,8°C.

Hovedparten af denne globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Især udslip af CO2 fra afbrænding af kul, olie og gas, men også fældning af skove og udslip af andre drivhusgasser. Hvor meget klimaet vil ændre sig i fremtiden, afhænger af, hvor mange drivhusgasser, der udsendes i atmosfæren.

Klimascenarier

FN's klimapanel tager udgangspunkt i en række scenarier for fremtidens klima. Scenarierne tager udgangspunkt i udviklingen af fremtidens drivhusgasudledning, og dermed koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. DMI har kortlagt klimaændringerne i Danmark ud fra disse scenarier.

Klimapanelet forudser, at den globale middeltemperatur i løbet af 100 år vil stige 0,3- 1,7 °C for det laveste scenarie, og 2,6 – 4,8 °C for det højeste.

Klimatilpasningsplan 2022 tager udgangspunkt i FN’s klimascenarier, og der arbejdes i klimatilpasningsplanen med scenarie RCP 8,5 hvor udeledningen af drivhusgasser fortsat stiger, og når ca. 3,7 °C i år 2100.