Grundlag for handling
Kommunalbestyrelsen besluttede i august 2020, at tilslutte sig Klimapartnerskabet DK2020 og udarbejde en DK2020-Klimaplan. I forbindelse med vedtagelse af DK2020-Klimaplanen foreligger en underskrevet borgmestererklæring om, at Odder Kommune igangsætter gennemgribende strukturelle tiltag for at opnå en modstandsdygtig og klimaneutral kommune senest i 2050. I Odder Kommune er der allerede gennem flere år igangsat aktiviteter for at reducere udledningen af drivhusgasser, og understøtte en grøn omstilling.
Odder Kommune har siden 2009 haft ambitiøse klimamål der blev vedtaget i Kommunalbestyrelsens Politik for Teknik og Miljø fra 2009 og i den efterfølgende Klimastrategi 2012-2015. I politikken for Teknik og Miljø blev det bl.a. besluttet at Odder Kommune som virksomhed vil være CO2-neutral inden 2030.
Odder Kommune har i mange år haft opmærksomhed på bæredygtig udvikling. Det afspejles bl.a. i Kommunalbestyrelsens fokus på FN’s verdensmål. Kommunen har her særligt fokus på fem af verdensmålene: Mål nr. 3 – ’Sundhed & Trivsel’, Mål nr. 4 – ’Kvalitetsuddannelse’, Mål nr. 11 – ’Bæredygtige Byer & Lokalsamfund’, Mål nr. 12 – ’Ansvarligt Forbrug & Produktion’ og Mål nr. 13 – ’Klimaindsats’. Mål nr. 17 – Partnerskab for handling’ udgør samtidigt rammen for kommunens arbejde med bæredygtighed. Det særlige fokus på udvalgte verdensmål må ikke opfattes som en udelukkelse af øvrige mål. Alle handlinger er i oversigten derfor vurderet i forhold til alle relevante verdensmål.
Odder Kommune var siden 2012 en del af Danmarks Naturfredningsforenings initiativ: Klimakommune, og forpligtigede sig dermed til, at reducere CO2-udledningen for kommunen som virksomhed med minimum 2 % årligt. Det betyder, at kommunen allerede har igangsat flere tiltag til reduktion af CO2. I august 2020 opgraderede kommunen sit Klimakommune-engagement til Klimakommune Plus - som den første kommune i Jylland. Danmarks Naturfredningsforening valgte i 2021, at lukke både Klimakommune og Klimakommune Plus initiativerne.
Odder Kommune har besluttet at videreføre initiativerne fra Klimakommune Plus i DK2020 Klimaplanen. Ved godkendelse som Klimakommune Plus var de obligatoriske 2 ud af i alt 6 initiativer opfyldt: ”Ansvarlig Kommune” (kommunen havde besluttet ikke at investere i fossile energiselskaber) og ”Energirenovering” (et regionalt projekt for SMV’er (små og mellemstore virksomheder) med reduktion af ressourceforbrug og CO2-udledning som følge af energieffektiviseringer). Initiativet ”Global Covenant of Mayors” blev efterfølgende accepteret, og initiativet ”Klimatilpasning” (etablering af Folkeskov i Saksild + igangsættelse af Fensholt vådområde) var under godkendelse da Klimakommune Plus konceptet blev lukket ned. Initiativet ”Økologi” var delvist opfyldt med et gratis tilbud om ØKO-tjek i 2020 til alle kommunens landmænd, for at give den enkelte et overblik over potentialet ved omlægning til økologisk drift, samt en undersøgelse af muligheder for omlægning til økologisk drift af de kommunale arealer. Desuden var igangsat et projekt med økologisk bespisning i Sundhed & Omsorg. Det sidst af de 6 initiativer ”Grønne indkøb” var ligeledes igangsat som forarbejde til en ny bæredygtig indkøbspolitik.
Kommuneplan 2021-2033 indeholder målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70% i 2030, og 0-udledning senest i 2050. Som opfølgning skal der udarbejdes et CO2-regnskab minimum hvert 2. år både for kommunen som virksomhed og som geografi, samt en revideret strategi for energi og klima for kommunen som geografisk enhed minimum hvert 4. år. Der er desuden mål om at planlægge for lavenergi-bebyggelse i byer udenfor fjernvarmeområderne, og udpege områder til etablering af lavbundsprojekter. Der er i kommuneplanen udpeget en del områder til skovrejsning, 4 vindmølleområder, 3 områder til landbaserede solenergianlæg, og et område til biogas. Kommunen vil i samarbejde med forsyningsselskaberne arbejde for en bæredygtig fjernvarme, og udvide fjernvarmeområderne.
Et væsentlig mål i kommunens Trafiksikkerhedsplan er, at flere skoleelever benytter cyklen, fremfor at blive kørt til/fra skole. Kommunen deltager aktivt i arbejdet med etablering af Letbanen, hvor målet, er at flytte en del af persontransporten til/fra Århus fra bil til den kollektive trafik. Endelig arbejder kommunen på at nedbringe CO2-udledningen fra el/varme i kommunens egne bygninger, idrætsanlæg, færge, tjenestebiler og vintertjeneste, med henblik på at indfri målet om at Odder Kommune som virksomhed bliver CO2-neutral i 2030.