Der er med baggrund i den udførte statslige grundvandskortlægning, og efter en konkret vurdering foretaget af Odder Kommune, ikke et aktuelt behov for indsatser for grundvandsbeskyttelse ved Torrild Vandværk. Dermed er der heller ingen umiddelbare omkostninger for vandværket som følge af indsatsplanen.
Det normale overvågningsprogram af vandkvaliteten som angivet i drikkevandsbekendtgørelsen skal opretholdes. Dette indebærer for Torrild Vandværk blandt andet, at der foretages vandprøver af grundvandet, såkaldt boringskontrol, hvert 5. år. Herudover opfordres vandværket til at informere om risikoen ved at anvende sprøjtemidler indenfor BNBO og i nærområdet til vandværkets boringer i det hele taget. Endelig bør vandværket som udgangspunkt sikre så jævn en indvinding som muligt, således at de store vandspejlsvariationer undgås i boringerne.