I henhold til Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg, skal der tilbydes kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen, når der til eksisterende udledninger fra helårsboliger, beliggende i ikke kloakerede områder, er meddelt påbud om nedsivning eller anden forbedret spildevandsrensning efter Miljøbeskyttelseslovens § 30.
Tilbud om medlemskab af kloakforsyningen gives kun til ejere af helårsboliger, som udleder husspildevand og ikke til erhvervsejendomme og fritidshuse.
Accepteres tilbuddet medfører dette, at forsyningsselskabet på ejerens vegne står for etablering, drift og vedligeholdelse af anlægget, der rensemæssigt skal opfylde påbuddets krav. Indgåelse af et kontraktligt medlemskab forhandles med Forsyningen.
Ved indgåelse af det kontraktlige medlemskab opkræves et tilslutningsbidrag og en årlig forbrugsberegnet vandafledningsafgift efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg, som hvis ejendommen blev tilsluttet det offentlige kloaksystem.
Ejeren af ejendommen skal bekoste og udføre eventuel omlægning af kloakledninger og bundfældningstank. Vedligeholdelse af bundfældningstank og kloak på ejendommen er ejers forpligtelse, samt afholdelse af udgifter til el og vand i driften af spildevandsløsningen. Forsyningen forestår tømning af bundfældningstank.
Status og proces
Spildevandsplan 2015 vedtaget af Odder Byråd den 7. september 2015