Odder Kommune vil med denne spildevandsplan først og fremmest arbejde for en sikker afledning og håndtering af regn- og spildevand. Derudover skal spildevandsplanen tage højde for krav til klimatilpasning og hensynet til natur og miljø.
Kravet om forsyningssikkerhed, behovet for klimatilpasning og hensynet til natur og miljø danner rammen for Odder Kommunes spildevandsplan og håndtering af spildevand i fremtiden. Alle indsatser i forbindelse med planen skal derfor afvejes i forhold til de tre parametre.
Forsyningssikkerhed
I forhold til forsyningssikkerhed sætter spildevandsplanen fokus på serviceniveau, afledningssikkerhed, sikring mod oversvømmelser og sundhed for såvel borgere som erhverv. Sikker afledning af spildevand og regnvand er for Odder Kommune også et spørgsmål om at sikre god badevandskvalitet i kommunens kystvande.
Serviceniveauet fortæller hvor hyppigt, man som borger eller grundejer kan forvente opstuvning af spildevand fra afløbssystemet, og hvad man kan forvente sig af spildevandshåndteringen i Odder Kommune.
Klimatilpasning
Odder Kommune ønsker, at spildevandsplanen skal bidrage til, at kommunen er på forkant med klimaændringerne. Spildevandsplanen har fokus på renovering og tilpasning af kloaknettet, så dimensionering af kloakledninger sker under forventning om større mængder nedbør og hyppigere skybrud på grund af klimaændringer.
Natur- og miljøhensyn
På natur- og miljøområdet har spildevandsplanen fokus på at skabe de krævede forbedringer af tilstanden i vandløb, søer og kystvande. Med planen vil Odder Kommune sikre, at vandets naturlige kredsløb tænkes ind i planlægningen. Samtidig er der fokus på muligheden for at opnå sidegevinster som ny natur og nye rekreative områder, når de nødvendige tiltag i planen skal gennemføres. Det kan være i forbindelse med planlægning af placering og udformning af foranstaltninger, som skal forbedre håndteringen af regnvand.
Status og proces
Spildevandsplan 2015 vedtaget af Odder Byråd den 7. september 2015