For at tage hensyn til kommende klimaforandringer og statistisk usikkerhed skal der ved dimensionering af nye spildevandsanlæg benyttes et sikkerhedstillæg, der i beregningen bliver tillagt regnmængden, som beskrevet i Spildevandskomitéens Skrift nr. 27 ”Funktionspraksis for afløbssystemer under regn”, Skrift nr. 29 ”Forventede ændringer i ekstremregn som følge af klimaændringer” og Skrift nr. 30 "Opdaterede klimafaktorer og dimensionsgivende regnintensiteter".
Odder Spildevand A/S har ansvaret for, at der tages stilling til sikkerhedstillæggets størrelse, og at der gennemføres hydrauliske beregninger i henhold til funktionspraksis.
Sikkerhedstillæg består af tre forskellige faktorer, som beskrevet nedenfor:
Faktor | Sikkerhedstillæg |
Klimafaktor | 1,30 - 1,40 (nedbørsafhængig) |
Byfortætningsfaktor | 1,0 - 1,2 |
Statistisk usikkerhedsfaktor | 1,0 - 1,2 |
Samlet sikkerhedsfaktor | 1,3 - 2,0 |
På baggrund af Naturstyrelsens ”Vejledning om Klimatilpasningsplaner og klimalokalplaner” korrigeres med en klimafaktor i forhold til de forventede klimaændringer. Region Midtjylland anvender ligeledes disse klimafaktorer i den udarbejdede ”Skabelon til Klimatilpasningsplan”.
Faktoren for byfortætning vurderes i hvert enkelt tilfælde, alt efter oplandets struktur. Faktoren for statistisk usikkerhed (modelberegning) vurderes individuelt i hvert tilfælde i forbindelse med områdeplaner og udførelse af spildevandsanlæg.
Status og proces
Spildevandsplan 2015 vedtaget af Odder Byråd den 7. september 2015