Nødvendige indsatser i klimatilpasning vil vedrøre kloaksystemer og dermed kommunens samarbejde med Forsyningen om spildevandsplanlægningen. I kraft af spildevandsplanen sikres de nødvendige klimahensyn, når afløbssystemer skal etableres eller renoveres. Spildevandsplanen eller tillæg hertil kan fastsætte, at der skal gennemføres særlige klimarelaterede tiltag som alternativ til traditionel kloakering. Etablering af klimarelaterede tiltag kan spildevandselskabet under visse forudsætninger medfinansiere. Et vigtigt element i klimatilpasning kan være Lokal Afledning af Regnvand – LAR.
Forsyningen kan derfor være aktiv i løsning af problemer, der skyldes oversvømmelse i forbindelse med nedbørshændelser i områder, der allerede er kloakerede for regnvand, eller som planlægges kloakeret for både regnvand og spildevand. I områder der er spildevandskloakeret, eller ikke kloakerede områder, kan Forsyningen som udgangspunkt ikke deltage i løsningen. I forbindelse med udarbejdelse af løsningsforslag bør det afdækkes nærmere, hvem der kan finansiere eventuelle tiltag (kommune, stat, private, pumpelag eller Forsyningen).
Oversvømmelse kan desuden opstå som følge af stigende havvand og stormflod. Forsyningen kan generelt ikke indgå i løsninger, der skal forebygge skader som følge af stigende havvand.
Sker oversvømmelse ved, at vandløb løber over sine bredder kan spildevandselskabet eventuelt indgå i løsninger opstrøms byområder, hvis der i denne forbindelse kan spares investeringer i bassinanlæg i byen. Alternativt udføres traditionelle løsninger i de kloakerede områder, det kan være bassiner eller kloakledninger med større dimension i forbindelse med regnvandsudløbene.
Odder Kommune har udarbejdet en Klimatilpasningsplan med en kortlægning over, hvordan klimaforandringerne forventes at påvirke vandløbene, kloaksystemet og havvandstanden.
Status og proces
Spildevandsplan 2015 vedtaget af Odder Byråd den 7. september 2015