Odder Vandværk, Ulvskovværket

Ulvsborgvej 9, 8300 Odder (Jupiter ID 79183)

Vurdering af tilstand

Boringer God
Kildepladsen Acceptabel
Bygninger God
Tekniske installationer God
Hygiejne God
Ledningsnet God
Råvandskvalitet God
Rentvandskvalitet God
Forsyningssikkerhed God

Indvinding

Odder Vandværk har en indvindingstilladelse på 1.200.000 m³/år gældende for Boulstrup og Fillerup kildepladser, hvor indvindingstilladelsen for Ulvskovværket er på 650.000 m/år. Indvindingstilladelsen udløber 16. oktober 2043. Vandværket forsyninger både boliger, sommerhusområder, landbrugsejendomme samt andre erhverv.

Vandværket indvinder fra 5 boringer, DGU nr. 99.292, 99.305, 99.327, 99.371 og 99.802. Boringerne er filtersat hhv. 17-22, 35,5-41,5, 17-25, 14-26 og 33-39 m u.t. Boring DGU nr. 99.292, 99.305, 99.327 og 99.371 ligger på landbrugsareal, boring DGU nr. 99.802 ligger i skov. Boringerne er/bliver etableret med aflåst råvandsstation med alarm. Råvandsstationerne til boring DGU nr. 99.327 og 99.371 er ved tilsynet fundet tætte og i god stand. På boringerne er etableret pejlemulighed, prøvetagningshane, vandtæt aflukning af borerør og nedadvendt udluftningsstuds.

Kildepladserne og råvandsstationer er renholdte og ryddelige. 10 m fredningsbælte er udlagt og 25 m beskyttelseszone er etableret for boringerne.

Beskrivelse af vandværket

Ulvskovværket blev etableret i 2014.

Råvandet iltes i to strenge ved iltindblæsning med kompressor og efterfølgende filtrering i 2 proceslinier hver bestående af 2 trykfiltre (for- og efterfilter). Vandet ledes efterfølgende til 2 rentvandsbeholdere og udpumpes derefter til forbrugere.

Skyllevand afledes til skyllevandstanken og derefter til Ulvskov Bæk og videre til Odder Å.

Odder Vandværker har forbindelsesledning til Dyngby Str. Vandværk og Boulstrup Vandværk.

Kapaciteten er opgjort ved beregning af evnefaktoren for døgn og time. Evnefaktoren er beregnet til 1,2 m³/døgn og kapaciteten af vandværket vurderes at være tilfredsstillende.

Ledningsnet

Den gennemsnitlige alder for alle ledningerne er ca. 33 år. Derudover viser den foreløbige aldersfordeling af rørerne, at spredningen er lav, dvs. den største andel af rørene ligger omkring gennemsnittet. Ledningsplan findes digitalt. Ledningstabet er beskedent, omkring 3 %. Ledningsnettet vurderes at være i god stand

Vandkvalitet

Kvaliteten af råvandet er god. Råvandet er af vandtype C. Der er ikke påvist nitrat, indholdet af sulfat er under 40 mg/l i boringerne. Der er ikke målt miljøfremmede stoffer i råvandet. Ammonium, jern og mangan kræver vandbehandling.

Rentvandskvaliteten er god, indhold af nitrat er under 2 mg/l. Der er ikke påvist miljøfremmede stoffer.

Forsyningssikkerhed

Forsyningssikkerheden vurderes at være god. Vandværket har 5 boringer, alle med god råvandskemi og beliggende på forskellig kildeplads. Hver boring har tilstrækkelig kapacitet til den nuværende forsyning.

Råvandsstationer og vandværket er aflåst. Vandværket har 2 proceslinier og 2 rentvandsbeholdere. Kapaciteten af vandværket er tilfredsstillende. Vandværket har beredskabsplan og nødstrømsanlæg. Vandværket udpumper på samme ledningsnet som Boulstrupværket.

I forsyningsområdet findes flere mindre enkeltanlæg og ingen ikke almene vandværker, som kan tilsluttes vandværket i planperioden. Befolkningstilvæksten i kommunen forventes fortrinsvis at ske i Odder samt Hov og Saksild, som forsynes med vand fra Odder Vandværk. Erhvervsudviklingen forventes også fortrinsvis at ske i Odder.

Fremtidig forsyning

Status og proces

Vandforsyningsplan 2016 er godkendt af Odder Byråd den 30. maj 2016.