Stenkalvens Vandværk, Tunø

Øvrevej 75, 8300 Odder (Jupiter ID 79206)

 

Vurdering af tilstand

Baseret på tilsyn 20. juni 2013

Boringer God
Kildepladsen God
Bygninger God
Tekniske installationer God
Hygiejne God
Ledningsnet Acceptabel
Råvandskvalitet Ikke tilfredsstillende
Rentvandskvalitet Acceptabel
Forsyningssikkerhed Ikke tilfredsstillende

Indvinding

Indvindingen er på 5.000 m³/år og udløber senest et år efter vandhandleplanens vedtagelse. Vandværket forsyner fortrinsvis sommerhuse og enkelte landbrugsejendomme.

Vandværket indvinder fra boring DGU nr. 100.14, som er filtersat 8,5-16,4 m u.t. Boringen ligger på naturgrund omgivet af landbrugsarealer. Boringen er placeret i tørbrønd med alarm. Tørbrønden er ved tilsynet fundet tæt og i god stand. Der er etableret pejlemulighed, prøvetagningshane og vandtæt aflukning af borerør. Der er ikke udluftningsstuds.

Kildepladsen og tørbrønden er renholdt og ryddeligt. 10 m fredningsbælte er udlagt og 25 m beskyttelseszone er etableret.

Beskrivelse af vandværket

Vandværket er opført i 1969.

Råvandet iltes ved luftindblæsning med kompressor og udpumpes efterfølgende til forbrugere med hydrofor. Der foretages ingen filtrering og vandværket har ingen rentvandsbeholder. Vandværksbygning er aflåst.

Bygning og tekniske installationer er fundet i god vedligeholdelsestilstand ved tilsynet. Der er renholdt og ryddeligt og vandværksbygning er aflåst.

Kapacitet er ikke vurderet da der ikke foreligger oplysninger til brug herfor.

Ledningsnet

Hovedparten af ledningsnettet er etableret i starten af 1970'erne ved udbygning af sommerhuse og består af PVC. Ledningsplan findes på papir. Ledningstabet var i 2012 forholdsvis stort men vurderes at skyldes forkert måling af vandure. Ledningsnettet vurderes at være i acceptabel stand.

Vandkvalitet

Råvandet er af vandtype A. Indhold af nitrat ligger omkring de 50 mg/l og ilt ligger på 5-8 mg/l. Råvandet har et lavt indhold af ammonium, jern og mangan, som ikke kræver vandbehandling samt et relativt højt indhold af sulfat på ca. 90 mg/l. Der er ikke påvist miljøfremmede stoffer i råvandet.

I rentvandet er der påvist indhold af nitrat. Seneste måling viste indhold på 41 mg/l. Der er observeret en svagt faldende tendens over tiden, siden 2009 har indholdet af nitrat ligger under grænseværdien på 50 mg/l. Der er ikke påvist miljøfremmede stoffer.

Forsyningssikkerhed

Forsyningssikkerheden vurderes ikke at være tilfredsstillende. Vandværket har en boring med en ikke tilfredsstillende råvandskemi.

Tørbrønd og vandværket er aflåst, dog ikke med alarm. Vandværket har hverken behandling eller rentvandsbeholder. Kapaciteten af vandværket er ukendt. Vandværket har hverken beredskabsplan eller nødstrømsforsyning. Forbindelsesledning til Tunø Vandværk er under etablering. Når denne er etableret vil forsyningssikkerheden være acceptabel.

I forsyningsområdet findes et mindre enkeltanlæg og ingen ikke-almene vandværker, som kan tilsluttes vandværket i planperioden. Der forventes ingen by- eller erhvervsudvikling i forsyningsområdet. Vandbehovet i planperioden forventes at være uændret i planperioden.

Fremtidig forsyning

  • Etablering af forbindelsesledning til Tunø Vandværk
  • Fokus på nedbringelse af indholdet af nitrat i råvandet

Status og proces

Vandforsyningsplan 2016 er godkendt af Odder Byråd den 30. maj 2016.